Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Roskilde Radikale Venstre

Ny formand for de radikale

Karin Horsted Berg er blevet valgt som ny formand for Radikale Venstre i Roskilde, der i højere grad skal være et forum for politisk debat, hvor også medlemmer uden for partibestyrelsen bidrager til politikudviklingen. "Vi skal have flere åbne arrangementer, hvor vi inviterer medlemmer og borgere på tværs af politiske skel til debat om de store spørgsmål", siger hun.

Radikale Venstre i Roskilde afholdte sin ordinære generalforsamling i Roskilde Museums Spisehus d. 11. april, hvor 25 medlemmer deltog. Foreningen har pt. 128 medlemmer.

Et af hovedemnerne på generalforsamlingen var naturligt nok kommunalvalget i november 2017.

Der var stor tilfredshed med byrådsmedlem, Jeppe Trolles indsats i hans første byrådsperiode, hvor han især har profileret sig på en grøn dagsorden – og bl.a. kan pege på solide resultater med at massive investeringer i nye cykelstier, målrettede investeringer i vedvarende energi og krav om at økologiske råvarer udgør 90 procent af madvarerne i kommunale institutioner.

En tydelig profil på dette område sammen med skole- og børneområdet var medvirkende til at give Jeppe Trolle et flot personligt valg med 799 stemmer – og dermed en femteplads blandt de valgte byrådsmedlemmer ved valget, når det kom til personlige stemmer.

Imidlertid gik Liste B tilbage fra 5,1 pct til 4,1 pct, som partiet tilskriver ’Joy-effekten’ med en populær borgmester, der også tiltaler radikale vælgere. Endvidere sikrede valgforbundet med Konservative og SF ikke – som håbet – et ekstra mandat.

- Vi endte med det, som vi i dén grad ønskede at undgå. Absolut flertal til ét parti. Men vi fortryder ikke valgforbundet. Teknisk var det den bedste måde at optimere muligheden for et ekstra mandat på. Desuden ønskede radikale venstre at styrke byrådets politiske midte – samarbejdsfløjen – bestående af Radikale, SF og Konservative, konstaterede bestyrelsen i sin beretning.

Med Jeppe Trolle i Økonomiudvalg, Klima- og Miljøudvalget og Skole- og Børneudvalget – og som formand for Klimarådet vil partiet fortsætte med at markere sig med en ansvarlig grøn og uddannelses-orienteret politik, der søger det brede samarbejde.

- Byrådet arbejder for meget i udvalgsmæssige ’siloer’, hvor sammentænkningen er alt for svag – så fx at transport-politiske initiativer kun diskuteres og formuleres i Plan- og Teknikudvalget. Det er for snævert, at ideer fra Klima- og Miljøudvalget ikke inddrages. Dér kan Klimarådet spille en rolle – at formulere nye visioner og tænke nye ideer, sagde Jeppe Trolle i sin beretning.

Inspiration fra Radikale Ungdom

Radikale Ungdom berettede også på generalforsamlingen. De unges beretning vidnede om et stort potentiale for Radikale. De unge går målrettet i dialog med jævnaldrende til politiske arrangementer arrangeret i samarbejde mellem de forskellige ungdoms-partiforeninger i kommunen.

-  De unge kommer pga. politik, og bliver for det sociale, sagde RU-formand Lea Holmbom Hansen.

Det radikale potentiale

De fremmødte medlemmer kunne dog glæde sig over, at der er et tydeligt potentiale f fremgang ved næste valg. Hvor 4,1 pct stemte på de radikale til byrådsvalget, stemte 5,7 pct. på Liste B til Regionsrådsvalget samme dag – og var med til at sikre partiet to mandater i Regionsrådet for Region Sjælland.

”Der skal vi også hen. To mandater. Det kan synes langt væk, men bestyrelsen har konkluderet, at formuleringen af Radikale Venstres politiske platform til valget 2021 starter: Nu. Lige her. I dag”, lød det i beretningen.

I spidsen for det arbejde står nu Karin Horsted Berg, der blev valgt som ny formand på generalforsamlingen. Efter fem år som formand genopstillede Kim Elmose ikke til posten, da han vil bruge mere tid på sin politiske passion, EU-politikken, frem mod valget til Europaparlamentsvalget.

Karin Horsted Berg ser det som sin fremmeste opgave at skabe fundamentet for et styrket Radikalt Venstre.

- I Radikale Venstre er vi altid lydhøre over for det bedre argument. Vi er ikke - og skal ikke - være bange for i en diskussion at sige: ’Hov, det var et bedre argument’ og så korrigere holdning, så vi får en bedre beslutning, sagde hun på generalforsamlingen og fortsatte:

- Radikale Venstre i Roskilde skal i højere grad være et forum for politisk debat, hvor også medlemmer uden for partibestyrelsen bidrager til politikudviklingen. Vi skal have flere åbne arrangementer, hvor vi inviterer medlemmer og borgere på tværs af politiske skel til debat om de store spørgsmål, sagde Karin Horsted Berg.

Karin Horsted Berg bor i Roskilde og arbejder som skolekonsulent for flersprogede børn i Frederiksberg Kommune.

Bestyrelsen består efter generalforsamlingen af Lotte Nowack som næstformand, Jens Erik Ørum, Ralph Bargum, Lasse Fogh, Astrid Busch, Jette Tidgen Houtved, Martin Christian Celosse-Andersen.

Endelig blev folketingsmedlem, Zenia Stampe genvalgt som Roskilde Kredsens kandidat og rost for, at hun ”med ildhu og vid forsvarer åndsfriheden, den individuelle frihed og de svage i samfundet på Tinge”.


På billedet ses fra venstre næstformand Lotte Nowack, byrådsmedlem Jeppe Trolle, MF Zenia Stampe, formand Karin Horsted Berg